På havnefronten - tæt ved anløbspladsen for Norgesbåden, ligger Amerika Plads. Her er opført attraktive boliger i fire længer med varierende etagehøjder.
Man kan se, så langt øjet rækker ind over København og helt over til Sverige, hvis man bor på en af de øvre etager. Projektet har fået navnet "Amerika Have". Amerika Have er en del af et mangfoldigt miljø, der har været med til at inspirere til projektet. Fokus er på variation, individualitet og et hav af muligheder for at finde netop den bolig, der passer til livsstilen.
Ejendommen består af 121 eksklusive ejerlejligheder på 2 til 5 værelser, som både henvender sig til unge og ældre. Byggeriets højde varierer mellem 5 og 13 etager.
Alle lejlighederne er specielt disponeret med henblik på at optimere de særlige lys- og udsigtsforhold, der gør sig gældende. Fælles for boligerne er desuden effektive planløsninger, som udnytter pladsen – bl.a. opvarmes boligerne med gulvvarme, så der er ingen radiatorer, som kan forstyrre indretningen. Det lyse og enkle fungerer som en smuk kontrast til det farverige nærmiljø.
I Amerika Have er det den maritime beliggenhed og de omkringliggende historiske bygninger med gamle danske aner, der er de store inspirationskilder. Facadernes lige og rene elementer suppleres af altanernes runde og svungne former, der skaber mindelser om havets bevægelighed og visualiserer silhuetten af de oprindelige oceandampere.
Type: | Boligbyggeri i totalentreprise |
Omfang: | 121 boliger samt P-kælder |
Bygherre: | Amerika Plads C P/S |
Arkitekt: | Vilhelm Lauritzen Arkitekter |
Ingeniør: | OBH-Gruppen A/S |